Nye klimakrav i BR25: Her er, hvad du skal vide om kravene for tilbygninger
15. september 2025Den 1. juli 2025 trådte det opdaterede bygningsreglement BR25 i kraft. Reglementet indfører skærpede klimakrav til nybyggeri – men det nye og særligt relevante for ejere af eksisterende bygninger er, at kravene også gælder for tilbygninger, såsom etablering af tagboliger på etageejendomme.
Hos Peter Jahn & Partnere støtter vi op om den nødvendige udvikling mod mere klimabevidst byggeri. Men vi er også opmærksomme på de praktiske og økonomiske udfordringer, der følger med – især når man arbejder med den eksisterende bygningsmasse og byggesager, som i forvejen er komplekse, og hvor budgettet kan være beskedent.
Selvom BR25 for flere er landet lidt under radaren, har det vidtrækkende konsekvenser for byggeprojekter i eksisterende ejendomme. Det gælder særligt tagboligsager, hvor klimakravene skal balanceres med hensyn til arkitektur og brandkrav – men det gælder også generelt i forhold til dokumentation af klimabelastning i både materialevalg og selve byggeprocessen. Derudover betyder de nye krav, at projekterne i højere grad fastlåses tidligt, og at udbudsmateriale og udbudsstrategi i mange tilfælde skal justeres, så også entreprenørens klimabelastning og LCA-dokumentation bliver en del af grundlaget.
Her får du et overblik over, hvad BR25 betyder for jer, der planlægger en tilbygning – og hvordan vi kan hjælpe jer med at navigere i det nye regelsæt
CO₂-krav gælder nu også for tilbygninger
Hvor klimakravene tidligere var gældende for større nybyggerier, udvides kravene yderligere i BR25. Det betyder, at CO₂-kravene nu også gælder for tilbygninger over 250 m² til etageboliger, kontorer og institutioner. Og derfor bliver det, som vi ser det, særligt relevant ved etablering af tagboliger på ejendomme af en størrelse på helt ned til 3-4 opgange.
Det betyder, at I som bygningsejer nu bliver mødt af nye krav:
- En LCA-beregning (livscyklusvurdering) for tilbygningen
Hvor klimaberegninger tidligere primært gjaldt nybyggeri, vil de fremover også gælde for mange tilbygninger. Det gælder blandt andet etablering af tagboliger, hvor både materialernes og byggeprocessens CO₂-aftryk skal kunne dokumenteres. - CO₂-krav til byggeprocessen
Transport, maskiner og energiforbrug på byggepladsen indgår nu i klimaregnskabet. Dermed skal entreprenører kunne dokumentere, hvordan arbejdet udføres med lavest muligt klimaaftryk – noget, mange endnu ikke har fuldt udarbejdede løsninger for. - Mindre fleksibilitet undervejs
Når klimaberegningen først er indsendt, kan det være vanskeligt at ændre materialer eller løsninger uden nye beregninger. Det kan gøre byggeprocessen mere fastlåst og tidskrævende. - Projektet låses tidligere – krav til kvaliteten af de indledende projektfaser
Med BR25 bliver projekterne i højere grad låst allerede ved myndighedsprojektet. Det betyder, at løsninger og valg skal være gennemtænkt og afstemt tidligt i forløbet. Det stiller større krav til den indledende dialog mellem bygherre og rådgiver – og til kvaliteten af fx dispositionsforslag og projektforslag. Skal projektet kunne leve op til de nye krav, kræver det, at bygherre er klar til at investere mere tid og flere ressourcer tidligere i projektet.
Skærpede krav til tagboliger
Særligt tagboligprojekter bliver påvirket af BR25. Her skal de nye klimakrav balanceres med allerede eksisterende krav, såsom:
- Arkitektoniske hensyn og lokalplanbestemmelser
- Brandkrav og tekniske installationer
- Valg af materialer, der både opfylder krav til udseende og bæredygtighed
Konsekvensen kan være, at nogle projekter bliver vanskelige at realisere, eller kræver omfattende dokumentation og flere kompromiser, hvilket både kan forlænge processen og øge omkostningerne.
Hvad skal I som bygningsejer være opmærksom på?
- Planlæg tidligt og grundigt
De nye krav påvirker alt fra materialevalg til myndighedsgodkendelse. Derfor er tidlig byggeteknisk rådgivning afgørende for, at projekter, som omfatter tilbygning, kan gennemføres uden unødvendige forsinkelser. - Forvent længere sagsbehandlingstid
Mange har forsøgt at få deres sager behandlet før BR25, hvilket nu presser byggesagsbehandlingen og kan forlænge behandlingstider. - Sørg for, at entreprenøren er klar til dokumentation
Det er ikke længere et tilvalg, men et krav, at byggeprocessens klimaaftryk kan dokumenteres. Derfor er det vigtigt at sikre, at entreprenøren kan levere de nødvendige data.
Sådan kan vi hjælpe jer
Hos PJP hjælper vi ejere af eksisterende boliger med:
- Tidlig risikovurdering og scenarieanalyser i forhold til BR25
- Rådgivning om LCA og dokumentationskrav ved etablering af tagboliger
- Vi laver grundige dispositionsforslag og projektforslag.
- Myndighedsdialog og projektstrategi, så løsningerne både er bæredygtige og gennemførlige.
Overvejer I etablering af tagboliger eller større renoveringsprojekter, så kontakt os for en uforpligtende drøftelse af jeres muligheder.