Dygtig VVS-projektleder søges

Vil du være med til at skabe varig værdi for vores kunder og deres ejendomme? Kom og bliv en del af vores dygtige team i en organisation, præget af et unikt sammenhold og ikke mindst store ambitioner for byggebranchen. Vi søger lige nu en dygtig VVS-projektleder.

Scroll for at se mere

Som VVS-projektleder i PJP vil du få ansvar for egne projekter med dit eget supporterende projektteam, samt opbakning fra både ledelse og kollegaer. Du vil få muligheden for at følge projektet fra ideen opstår, til den sidste skrue er skruet i. Du vil få muligheden for at fordybe dig i projekteringsfasen, samtidig med at du er i dialog med alle sagens parter.

Hos Peter Jahn & Partnere kan vi tilbyde en alsidig arbejdsdag, hvor du typisk vil være både på kontoret og ude på byggepladserne, samt til andre møder væk fra kontoret. Som VVS-projektleder vil du være ansvarlig for det VVS-tekniske i vores byggesager. Du vil arbejde på tværs af projekter – både i projekterings- og udførselsfasen – og dine opgaver vil derfor være både projektering og tilsyn.

Til daglig vil dit arbejde være med til at give vores kunder den bedste rådgivning og service samt sikre en høj kundetilfredshed.

Primære opgaver

Du vil være ansvarlig for:

  • At VVS-installationerne bliver projekteret og installeret korrekt i vores byggesager.
  • At uddelegere opgaver til interne medarbejdere, samt eventuelt eksterne underrådgivere.
  • At sikre en fornuftig rentabilitet ud fra vores interne krav.
  • Være med til at definere projekternes indhold, målsætninger og økonomiske rammer.

Dine arbejdsopgaver:

  • Projektering og dimensionering af VVS-installationer.
  • Kvalitetssikre hele projekteringsfasen.
  • Kommunikere med alle relevante parter og formidle problemstillinger og løsninger til alle faggrupper.
  • Deltage i salg og afklaringsmøder med kunden.
  • Føre tilsyn, styring og opfølgning på byggepladsen.
  • Myndigheds- og kundekontakt.
  • Styre byggesagerne og sikre, at aftalerne bliver overholdt jf. aftale.
  • Tæt samarbejde med entreprenørfirmaer og underleverandører.

Vi har fokus på, at du bliver en succes hos os, og din første tid hos os vil derfor bære præg af tæt sparring med både kolleger og ledelse.

Din baggrund og kvalifikationer

Du har en videregående uddannelse inden for VVS-teknik, og du har erfaring med at projektere og udføre VVS-installationer – eller du har erfaring med én eller flere af delprocesserne, og ønsker nu at tage det fulde ansvar som projektleder.

For at lykkes i stillingen, tror vi, at du:

  • Har en teoretisk baggrund som enten VVS-ingeniør, VVS-installatør eller bygningskonstruktør med en håndværksmæssig baggrund inden for VVS
  • Kan bevare overblikket over flere projekter ad gangen og trives med at have mange bolde i luften
  • Kan kommunikere med alle persontyper og faggrupper (skrift og tale)
  • Kan planlægge og koordinere for at overholde deadlines
  • Er god til at bevare både helikopterview og dykke ned i detaljerne
  • Har gennemslagskraft
  • Evner at påtage dig ansvaret og være proaktiv
  • Har stærke analytiske evner

Hos Peter Jahn & Partnere arbejder vi efter værdierne Engagement, Tryghed, Udvikling, Indlevelse og Ansvarlighed. Hvis du kan tilslutte dig disse værdier er du langt i forhold til at være kvalificeret til jobbet.

Bliv en del af Peter Jahn & Partnere

Vi er et rådgivende arkitekt- og ingeniørfirma med mere end 30 års erfaring indenfor renovering og forbedring af danske bygninger. Vi arbejder med alt inden for bæredygtige renoveringsprojekter, vedligeholdelse, fornyelse og forbedring af ejendomme.

Vi ønsker at være de førende indenfor både bæredygtig renovering og digitalisering af renoveringsbranchen.

Vores organisation består af medarbejdere, som bærer en fælles ambition om at tage ansvar for hinanden, vores kunder og samarbejdspartnere. Vi praktiserer ordentlighed og troværdighed, sammen med struktur og serviceorientering i mødet med alle i branchen.

Hos Peter Jahn & Partnere har det aldrig været vores mål at være billigst – det har altid været vores mål at være bedst. Vi tænker langsigtet, vi tænker kvalitet, og først og fremmest, så sætter vi mennesket først i alt hvad vi gør.

Kunden i centrum

Når det kommer til vores kunder, er de kernen i vores tilgang til arbejdet. Alt hvad vi gør, gør vi for at skabe værdi i deres ejendomme. Økonomisk værdi når vi sørger for, at ejendommen er godt vedligeholdt, sikker og tilpasset den fremtid, vi er på vej ind i. Menneskelig værdi når vi værner om den gode oplevelse gennem projektet for ejendommens brugere og ejere. Vi overholder aftaler, løser udfordringer, siger tingene ligeud, og prakker dem aldrig noget på, de ikke har brug for.

Vi tilbyder

Du vil blive en del af et sjovt, begejstret og dynamisk team, der tilbyder et godt og interessant arbejdsmiljø samt madordning, sundhedsforsikring m.v. Hvis du er aktivt interesseret, har vi både et løbehold og cykelhold, som er drevet af vores interesserede medarbejdere, der ønsker lidt mere tid sammen med deres kollegaer.

Vi holder til i det tidligere mejeri Enigheden på Rentemestervej i Nordvest. Her bor vi i et lyst og rummeligt kontorhus, som både giver plads til samarbejde, fordybelse og kreativitet.

Hos PJP tror vi på, at alle tager del i at bære PJP videre mod fremtiden, og at alles mening tæller, når der skal tages beslutninger. Vi har et tæt sammenhold, løfter i flok og hjælper hinanden på tværs af organisationen. Sammen har vi et fokus på at sikre tilfredse kunder, glade medarbejdere og en sund forretning.

Herudover har vi også en masse sjove arrangementer, som skaber et helt unikt sammenhold, som vi er stolte af, og som vi værner om.

 

Hvis du synes, at stillingen passer til dine jobønsker, så send din ansøgning samt CV til Martin Nielsen på mn@pjp.dk med emnefeltet ”Projektleder VVS”. Vi indkalder til samtaler løbende, så tøv ikke med at søge.

Vi opfordrer alle uanset alder og køn til at søge.