Ingeniørstuderende søges som studiemedhjælper / praktikant

Har du lyst til at blive en del af vores dygtige, begejstrede og sjove projektteam? Vi søger ingeniørstuderende, som kan assistere vores projektledere ifm. sager om renovering og ombygning – enten som studiemedhjælper eller praktikant.

Scroll for at se mere

Bliv praktikant eller studiemedhjælper hos PJP og få et aktivt indblik i rådgivningsbranchen for renovering og ombygning.

Hos os foregår hverdagen ikke kun bag et skrivebord, men også ude på byggesagen hos de kunder, vi rådgiver for. Som ingeniørstuderende vil du derfor få mulighed for at omsætte din viden til praksis og tilegne dig erfaring med mange former for projekter.

Samtidig bliver du en del af et dynamisk team med et unikt sammenhold, hvor vi sætter pris på hinandens selskab –  både i og uden for arbejdstiden.

 

Om PJP

Vi er eksperter i byggeteknisk rådgivning indenfor renoveringsprojekter, vedligeholdelse og forbedring af ejendomme, og ønsker at være de førende indenfor både bæredygtig renovering og digitalisering af renoveringsbranchen.

PJP er grundlagt som en protest mod en byggebranche, der i vores øjne ikke skabte nok varig værdi; var uden tanke på fremtiden eller hensyn til de mennesker, der bor bag ejendommenes mure. Vores værdier definerer derfor en anden standard: Vi praktiserer troværdighed, respekt, struktur og serviceorientering i mødet med alle i branchen.

Vores organisation består af medarbejdere, som bærer en fælles ambition om at tage ansvar for hinanden, vores kunder og samarbejdspartnere.

Hos PJP har det aldrig været vores mål at være billigst – det har altid været vores mål at være bedst. Vi tænker langsigtet, vi tænker kvalitet, og først og fremmest, så sætter vi mennesket først i alt hvad vi gør.

Kunden i centrum

Når det kommer til vores kunder, er de kernen i vores tilgang til arbejdet. Alt hvad vi gør, gør vi for at skabe værdi i deres ejendomme. Økonomisk værdi når vi sørger for, at ejendommen er godt vedligeholdt, sikker og tilpasset den fremtid vi er på vej ind i. Menneskelig værdi når vi værner om den gode oplevelse gennem projektet for ejendommens brugere og ejere. Vi overholder aftaler, løser udfordringer, siger tingene ligeud, og prakker dem aldrig noget på, de ikke har brug for.

 

Rollen som studiemedhjælper/praktikant

Som studiemedhjælper/praktikant med ingeniørbaggrund vil du få et indblik i, hvad det vil sige at være projektleder med håndtering af bygherre, entreprenør, administrator, myndigheder og lignende ifm. vores byggesager.

Du vil blive tilknyttet forskellige bygge- og renoveringsprojekter som  support til den ansvarlige projektleder og det dertilhørende projektteam

Hos os vil du få mulighed for at udvikle dine evner inden for både samarbejde og kommunikation, samtidig med at du lærer at arbejde selvstændigt og påtage dig ansvaret for, at den aftalte kvalitet overholdes i dine opgaver.

Hvis der er områder, som du har en særlig faglig interesse for, vil vi bestræbe os på, at dine opgaver bliver tilpasset hertil.

Søger du jobbet som studentermedhjælper, ser vi gerne, at du kan arbejde to dage om ugen inden for almindelig arbejdstid. Vi er fleksible i forhold til eksamensperioder på dit studie.

 

Primære opgaver

  • Deltage i registrerings- og opmålingsopgaver
  • Deltage i tilsynsopgaver og byggemøder
  • Opfølgning på mangelgennemgange
  • Medhjælper til diverse beskrivelsesopgaver, tilstandsrapporter, udbudsskrivelser m.v.
  • Bistå med udviklingen af vores bæredygtige renovering
  • Bistand til tegneopgaver, skitseprojekter m.v.
  • Bistand til tilbudsindhentning
  • Undersøgelse af diverse byggetekniske løsninger
  • Øvrigt forefaldende arbejde
  • Relevant udviklingsarbejde

 

Din baggrund og kvalifikationer

Vi forestiller os, at du er under uddannelse og startet på din kandidat som civilingeniør eller skal i praktik som en del af diplomingeniøruddannelsen.

Du har en interesse for arbejdet med den eksisterende bygningsmasse. Du har den nyeste viden indenfor dit fag og kan tilegne dig nye kompetencer og integrerer de seneste digitale programmer og værktøjer i din løsning af opgaverne.

  • Du er proaktiv og trives i et afvekslende miljø med mange opgaver.
  • Du er god til at kommunikere og trives i et socialt miljø og i samarbejdet med byggeteams
  • Du kan bevare overblikket og forstår at kommunikere til forskellige persontyper
  • Du har en naturlig evne for at påtage dig ansvaret, er opsøgende og har gennemslagskraft
  • Du har stærke analytiske evner, og du trives med at have mange bolde i luften på en gang
  • Du har gode evner til at videreformidle budskaber både internt og eksternt (skrift og tale)

 

Vi tilbyder

Du vil blive en del af et sjovt, begejstret og dynamisk team – hvor alle er en lige stor del af holdet, hvad enten du er praktikant, studiemedhjælper eller fastansat.

Hos PJP tror vi på, at alle tager del i at bære PJP videre mod fremtiden, og at alles mening tæller, når der skal tages beslutninger. Vi løfter i flok og hjælper hinanden på tværs af organisationen. Sammen har vi et fokus på at sikre tilfredse kunder, glade medarbejdere og en sund forretning.

Vi tilbyder et godt og interessant arbejdsmiljø samt frokostordning de dage, du er på kontoret. Hvis du er aktivt interesseret, har vi både et løbehold og cykelhold, som er drevet af vores interesserede medarbejdere, der ønsker lidt mere tid sammen med deres kollegaer.

Herudover har vi også en masse sjove arrangementer, som skaber et helt unikt sammenhold, som vi er stolte af, og som vi værner om.

Vi bor i et lyst og rummeligt kontorhus i det tidligere mejeri Enigheden på Rentemestervej i Nordvest, som både giver plads til samarbejde, fordybelse og kreativitet.

Lyder et praktikforløb eller et studiejob hos os som noget for dig, så skynd dig at sende din ansøgning samt CV til Martin Nielsen.

Vi glæder os til at høre fra dig.