8 gode råd fra vores brandrådgiver – sådan øger I brandsikkerheden i jeres ejendom.

23. januar 2025
Scroll for at se mere

Sådan øger I brandsikkerheden i jeres ejendom!

Som bygningsejer er det ikke altid let at navigere i kravene til brandsikring. Derfor kan det være en god idé at alliere sig med en teknisk rådgiver, som kan vejlede jer om de brandtekniske forhold, der gør sig gældende i lige netop jeres ejendom.

Hos PJP tilbyder vi bygningsejere af etageejendomme og bestyrelser i ejer- og andelsboligforeninger en brandteknisk gennemgang af jeres ejendom.

En opdateret brandrapport er et vigtigt værktøj, men der er også meget I selv kan gøre for at øge brandsikkerheden i jeres ejendom.

Her får du vores brandrådgivers liste med gode råd og vejledning om, hvordan I kan øge brandsikkerheden i jeres ejendom og forebygge brandulykker.

8 gode råd fra vores brandrådgiver

Røgalarmer

De fleste brande opstår, mens folk sover, og det kan ofte være røgen, der forårsager flest skader. En røgalarm er et vækkeur, der kan vække dig, når det brænder. Der skal placeres mindst én røgalarm pr. bolig. De skal placeres så højt i rummet som muligt, idet røgen stiger opad. Placer altid røgalarmen, så du kan høre den, der hvor du sover. Det er når du sover, du har mest brug for røgalarmen. For at undgå falske alarmer, bør du ikke placere din røgalarm i køkkenet, men gerne centralt i din lejlighed.

Gode råd: Røgalarmer skal rengøres (støvsuges) og tjekkes jævnligt. Ved batteridrevne røgalarmer skal man huske at batteriet, gerne én gang om året, eller senest når alarmen udsender ”biplyde”.

 

Lav din egen flugtvejsplan

Saml familien eller dem du bor sammen med, og aftal, hvordan I skal handle i tilfælde af brand. Trapperummene fungerer som ejendommens flugtveje. Aftal eventuelt et mødested uden for boligen.

Gode råd: Alternativt kan i tegne boligen op, så I har kendskab til boligens indretning og flugtvejenes placering.

 

Rygning

Rygning er fortsat den hyppigste årsag til, at personer kommer galt afsted i tilfælde af brande. Regn ikke med, at du kan vågne ved at lugte røgen – din lugtesans sover, når du sover. Det er derfor vigtigt, at man ikke ryger i sengen eller på sofaen og husker at tømme askebægrene forsvarligt.

Gode råd: Ryg aldrig i sengen. Alkohol og medicin gør dig døsig eller uopmærksom, så du måske ikke opdager, hvis du taber en glød. Sørg for store og dybe askebægre. Hæld vand på asken før du tømmer askebægeret, eller vent til næste dag med at tømme det.

 

Levende lys

Stearinlys er en hyppig årsag til brand. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på nogle enkelte forholdsregler.

Gode råd: Forlad aldrig et brændende lys. Placer aldrig et lys nær brændbart materiale som gardiner, aviser og blade eller i en reol. Flyt ikke et brændende lys. Pas på fyrfadslys, og sæt dem i en ikke-brændbar og åben holder. Brug kun stabile lysestager, og vær sikker på, at lyset sidder fast.

 

Elektriske installationer og apparater

Det er vigtigt, at du husker at slukke elektriske apparater, når du er færdig med at stryge, lave kaffe, krølle hår m.m. Dine hårde hvidevarer og andre elektriske apparater skal være slukket på stikkontakten når du ikke er hjemme, eller når du lægger dig til at sove.

Gode råd: Brug altid autoriserede elinstallatører ved arbejde med elektriske installationer. At være ”hobby-elektriker” er både ulovligt og farligt. Ikke kun for dig selv og din familie, men også for andre i ejendommen.

 

Madlavning, friturestegning m.m.

Mange boligbrande begynder ved komfuret/kogepladen. Tørkogning af gryder og overophedning af olie/friture er årsag til mange boligbrande. Det er ikke kun fritureolie, der ved opvarmning kan brænde, også fedtstoffer kan bryde i brand under stegning. En opstået brand kan let sprede sig til emhætten, som kan indeholde meget fedt fra madlavningen. Det er derfor vigtigt at emhætten rengøres regelmæssigt.

Gode råd: Brug aldrig vand til slukning af brændende fedtstof. Det kan forårsage en mindre eksplosion. Flyt aldrig den brændende pande eller gryde. Den kan tabes og forværre situationen.

 

Påsatte brande

Hver 3. brand i tæt bebyggede områder er påsat. Fristelsen til dette kan begrænses ved fælles hjælp, bl.a. ved at sikre nødvendig orden på trapper og ved loftsrum. Trapperum er flugtveje beregnet for persontrafik. Alle flugtveje skal være friholdt for alt oplag, f.eks. aviser, skrald, løbehjul, barnevogne, sko og andet, der kan hindre fri passage og bidrage til en brands opståen og/eller udvikling.

 

Alarmering

Den trinvise brandbekæmpelse består af 4 trin. Rækkefølgen af de enkelte trin er afhængig af situationen og brandens størrelse. Der er dog intet til hinder for, at alle trin udføres samtidigt, hvis der er én eller flere hjælpere til stede. Vurderer du, at det det er en større brand, så advar straks de omkringboende ved at råbe brand, og ring derefter til 1-1-2. Sørg for, at der er nogen til at modtage brandvæsnet, når det ankommer.

Gode råd: Trinvis brandbekæmpelse:
1. Red mennesker og dyr.
2. Alarmér brandvæsnet. Oplys: – Vejnavn. – Husnummer. – Bynavn. – Dit navn.
3. Begræns ilden.
4. Bekæmp ilden.

Vores brandtekniske rådgivere er specialister i at vejlede om brandsikring af ejendomme og tilbyder brandrådgivning i henhold til de nyeste regler på området.

Er jeres ejendom brandsikker? Få en professionel brandteknisk gennemgang

Udover at følge rådene her, kan det være en god idé at alliere sig med en teknisk rådgiver, som kan vejlede jer om de brandtekniske forhold, der gør sig gældende i lige netop jeres ejendom.

Hos PJP tilbyder vi bygningsejere af etageejendomme og bestyrelser i ejer- og andelsboligforeninger en brandteknisk gennemgang af jeres ejendom.

Vil I sikre jer, at jeres ejendom er brandsikker og opfylder alle krav? Kontakt os i dag for at høre mere om vores brandtekniske gennemgange og rådgivning, eller få et uforpligtende tilbud.

Vores brandtekniske rådgivere er specialister i at vejlede om brandsikring af ejendomme og tilbyder brandrådgivning i henhold til de nyeste regler på området.

Kontakt os, hvis vi skal hjælpe jer med brandsikkerheden i jeres ejendom.

Brandsikkerhed ved renovering og ombygning

Skal jeres ejendom renoveres eller ombygges? Vi tilbyder brandteknisk rådgivning gennem hele processen som en del af vores rådgiverydelse. Vores certificerede brandrådgiver sørger for, at brandsikringen bliver integreret i projektet fra start, og at alle krav i forbindelse med udførelsen samt dokumentationskrav ved anvendelse af specifikke materialer og/eller produkter overholdes. Læs mere her.

Vi kan hjælpe jer med brandsikkerheden i jeres ejendom

PJP Morgenevent om LCA og eksisterende ejendomme 26. februar 2025
Forrige nyhed